Prisgaranti Prisgaranti Kundevurderinger Kundevurderinger 40 års erfaring 40 års erfaring
 

Ballum – ferieområdet lige ved dæmningen til Vadehavet

Ballum er omgivet af storslået natur. Beliggende i nærheden af dæmningen til Rømø, er Vadehavet lige om hjørnet. Her finder I Nationalpark Vadehav, hvor I kan gå på opdagelse i Vadehavets og marskens fantastiske natur. Ballum er egentlig et samlet begreb for flere små steder ved kysten, som råder over indkøbsmuligheder og spisesteder.

Naturen

I Ballum kan I opleve vestkystens barske natur. For befolkningen hare et liv ved Vadehavet altid betydet, at havet og tidevandet har bestemt deres rytme og levevis. Hvis I vil opleve Vadehavet, mens I er på ferie, så kan I med fordel deltage i en af de guidede naturture, som bliver tilbudt af forskellige udbydere. Nogle af turene egner sig også til børn. Her kan familier lære Vadehavets spændende verden at kende. Hvis I vil gå på opdagelse i Vadehavet på egen hånd, kan det anbefales, at I indhenter informationer om tidevandet osv., inden I tager af sted. I kan desuden observere de mange fugle, der hører hjemme i Vadehavet og marsken.

Strande

Ved Emmerlev Klev finder I en af de dejligste badestrande i området med fint, hvidt sand og lave bølger. Stranden er børnevenlig og byder på masser af plads. For alle, der elsker Vadehavet, kan en tur til Rømø betale sig. Rømø er kendt for sin lange, brede sandstrand, Lakolk strand. Hvert år om sensommeren kan I opleve dragefestivalen på stranden, som tiltrækker mange deltagere og tilskuere fra ind- og udland. Ud over at bade og slappe af kan I prøve forskellige slags aktiviteter som vindsurfing eller kitesurfing på Lakolk strand. Fra Ballum er der kun 20 km til Lakolk.

Aktiviteter

Området omkring Ballum byder på rigtig gode muligheder for lystfiskeri, enten fra kysten eller ved en af de mange søer i nærheden. I kan også besøge områdets forskellige sluser samt Ballum slusekro. Naturen byder ligeledes på gode aktivitetsmuligheder. I kan tage på udflugt i marsklandet og Vadehavet på en af de guidede ture, som ikke kun har naturen, men også egnens historie og kultur som tema. I Skærbæk, på vejen til Rømø, ligger Hjemsted Oldtidscenter, som viser en udstilling om egnens historie, historiske fund samt en historisk jernalderlandsby. I Skærbæk findes der også et fritidscenter, som arrangerer kurser, udstillinger, workshops m.m. for både børn og voksne.

Udflugtsmål

Sønderjylland byder på masser af oplevelser. Der er forskellige, lidt større byer, og en af dem er den hyggelige middelalderby Ribe. Ribe betegnes som Danmarks ældste by, hvis historie går helt tilbage til vikingetiden. Dette vises i Ribe Vikingecenter, som ikke kun udstiller fund fra vikingetiden, men også levendegør vikingernes kultur og håndværkstraditioner i centret og ved forskellige arrangementer. Den historiske bydel vidner om Ribes tidligere betydning som handelsby i middelalderen. Her finder I snoede, brostensbelagte gader med bindingsværkshuse og Ribe domkirke, som blev bygget i 1200-tallet. I kan også tage en tur til det idylliske Møgeltønder, som er kendt for renæssanceslottet Schackenborg.